Flytning

Det er kommunerne, der registrerer flytninger i CPR, også selv om du anmelder den via MitID. Hvis du har anmeldt flytning, men ikke har modtaget dit sundhedskort, skal du derfor kontakte din bopælskommune herom og ikke CPR-kontoret.

Flytning mellem to danske kommuner skal ske ved brug af MitID, med mindre der er helt særlige grunde til, at dette ikke kan lade sig gøre. Fra  den 1. december 2013 skal også en udrejse anmeldes digitalt.

Klik her for at komme til flytteløsning med digital signatur på borger.dk

Har du ikke MitID/digital signatur endnu, eller skal du flytte til Danmark fra udlandet, kan du IKKE anmelde flytning på borger.dk, men skal kontakte din kommune.

Ved andre spørgsmål om registrering af din bopæl i CPR, skal du også kontakte din bopælskommune.

Du skal anmelde flytning senest 5 dage efter, at du er flyttet til en ny bolig. Hvis du flytter til udlandet, skal du anmelde det til din fraflytningskommune inden udrejsen. Det skal du også, hvis du flytter til et andet nordisk land.

Registrering af udlandsadresse i CPR sker ved henvendelse til din sidste danske bopælskommune. Ændring af en registreret udlandsadresse i CPR sker også ved henvendelse til sidste danske bopælskommune.

Hvis en kommune har en formodning om, at du er forkert registreret i CPR, er kommunen efter CPR-lovens §10, stk. 1, forpligtet til at undersøge sagen. Kommunens undersøgelse af sagen kan ende med, at din registrering i CPR ændres uden dit samtykke, en såkaldt tvangsregistrering efter CPR-lovens §11, som du kan klage over til Social-og Indenrigsministeriet jf. §56 i CPR-loven.