Fejl i dataleverancer fra CPR om kreditadvarsel

Publiceret 01-06-2018

Økonomi- og Indenrigsministeriets CPR-kontor har i dag konstateret, at der på grund af en programfejl i CPR-systemet siden den 28. maj 2018 er leveret data til en række virksomheder, hvor 22.005 borgere fejlagtigt fremstår med kreditadvarsel.

Kreditadvarsel er en registrering, som borgeren kan få indsat i CPR, med henblik på at advare mod kreditgivning i vedkommendes navn. Særligt kreditvurderingsvirksomheder bruger oplysningen til at forhindre identitetstyveri.  

Borgere, der har været berørt af fejlen, kan have oplevet, at de i forbindelse med optagelse af lån eller køb på kredit er blevet afvist med den begrundelse, at de har kreditadvarsel i CPR.

CPR-kontoret har været i dialog med kreditvurderingsvirksomheder og orienteret om fejlen.

Borgere, der ønsker at vide, om de har kreditadvarsel, kan se det på borger.dk i CPR’s registerindsigt. Borgere, der måtte være blevet afvist på grund af fejlen, kan opfordre banken eller en anden långiver til at foretage opslag i CPR. Her vil det være muligt at se korrekte data.

Kontorchef Carsten Grage i CPR-kontoret udtaler:

Det er beklageligt, at et antal borgere har oplevet vanskeligheder ved optagelse af lån. Heldigvis har fejlen ikke berørt de borgere, som rent faktisk har kreditadvarsel i CPR som en særlig beskyttelse mod identitetstyveri. Fejlen i CPR-systemet er nu rettet, og vi er i gang med at vurdere, om det er muligt at forbedre vores testprocedurer, så lignende fejl ikke sker igen.

- Carsten Grage


Yderligere oplysninger

Kontorchef Carsten Grage, cg@cpr.dk, tlf. 60 89 17 44