"Den daglige administration af spørgsmål om folkeregistrering efter Lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister (CPR-loven) varetages af kommunerne. Gennem Indenrigs- og Sundhedsministeriets klagesagsbehandling og vejledningsakti-viteter følger ministeriet imidlertid udviklingen på folkeregisterområdet og træffer i den forbindelse som ansvarlig for reglerne om folkeregistrering en række afgørelser om fortolkningen af dette regelsæt. Ministeriet vil derfor gerne sikre den bedst mulige dialog med kommunerne om folkeregistreringsspørgsmål. Et vigtigt led heri er orientering til kommunerne om fortolkningen af folkeregistreringsreglerne.
I forbindelse med CPR-lovens ikrafttræden blev der udsendt en vejledning om folkeregistrering (vejledning nr. 89 af 23. juni 2000). Denne vejledning er nu under revision i ministeriet med henblik på, at en ny revideret folkeregistervejledning kan udsendes til kommunerne i forsommeren 2002.
Herudover har ministeriet den 30. august 2001 udsendt en orientering til samtlige kommuner vedrørende kommunernes kontrolredskaber i bopælssager.
Flere kommuner har i den anledning udtrykt ønske om lignende vejledning om forståelsen af CPR-loven på andre emneområder. KL´s brugerpanel vedr. folkeregister, valg og vielse har ligeledes givet udtryk for, at der hos kommunerne er et behov for at blive orienteret om ministeriets praksis gennem orientering om de afgørelser, hvormed der fastlægges generelle retningsliner.
Ministeriet vil derfor fremover løbende udsende orienteringsbreve til kommunerne. Disse vil indeholde retningsliner for forståelsen af CPR-loven vedrørende de tvivlspørgsmål, som ministeriet gennem arbejdet med de konkrete klagesager og gennem kontakten til kommunerne bliver opmærksom på. Ministeriet ønsker hermed at lette kommunerne administration af folkeregistreringsreglerne og derigennem samtidig medvirke til, at kommunernes afgørelser i sager vedrørende folkeregistreringsspørgsmål er baseret på en korrekt forståelse af regelsættet. Som et led i orienteringerne vil der som eksempler blive vedlagt afgørelser i anonymiseret form.
Orienteringerne vil give udsendt til samtlige kommuner og vil herudover være at finde på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside. Indtil ministeriets nye hjemmeside er blevet etableret, vil orienteringerne kunne findes på www.inm.dk.
I dette orienteringsbrev vil ministeriet orientere om følgende emner:
1. Registrering af børneflytninger i en opbrudsperiode/ferieperiode
2. Rækkevidden af CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 1, hvoraf det følger, at kommunen kan afkræve vedkommende person en redegørelse for sine bopælsforhold
3. Behandlingen af en anmodning om, at en klage tillægges opsættende virkning
4. Forståelsen af begrebet 'kort ophold' i CPR-lovens § 24, stk. 2
1. Registrering af børneflytninger i en opbrudsperiode/ferieperiode
Ministeriet er gennem sin klagesagsbehandling blevet opmærksom på, at det ved behandlingen af en anmeldelse af en flytning for et barn kan være vanskeligt at vurdere, om barnet fast er fraflyttet den hidtidige bopæl. CPR-lovens § 8, stk. 1, tager således sigte på en situation, hvor der er klarhed om, at barnet fast har ændret opholdssted. Det kan enten skyldes, at forældrene har indgået en aftale herom, eller at barnet i en vis længere periode beviseligt har haft sit hovedophold hos den ene forælder.
Bestemmelsen tager derimod ikke sigte på en situation, hvor en optælling af overnatninger og dage viser, at barnet er noget mere hos den ene forælder end den anden, men hvor barnets faktiske ophold er en følge af tilfældigheder - f.eks. fordi der er tale om en opbrudsfase i forbindelse med et samlivsophør eller en ferieperiode. I en sådan periode er det ministeriets opfattelse, at barnets fravær fra den hidtidige adresse må betragtes som midlertidigt fravær, der ikke kan danne grundlag for en flytning. Først når der er opnået en egentlig aftale om barnets opholdssted, eller når barnet gennem en vis længere periode har opholdt sig mest hos den ene part, kan der træffes afgørelse efter § 8, stk. 1. Der vedlægges som eksempel en anonymiseret afgørelse.
2. Rækkevidden af CPR-lovens § 10, stk. 2, nr. 1, hvoraf det følger, at kommunen kan afkræve vedkommende person en redegørelse for sine bopælsforhold
Det følger af § 10, stk. 2, nr. 1, at hvis en kommune har en formodning om, at en person ikke er korrekt bopælsregistret, kan kommunen til brug for undersøgelsen af adresseforhold afkræve vedkommende en redegørelse for dennes bopælsforhold. Den person, hvis bopælsforhold der er rejst tvivl om, har således pligt til at redegøre for sine bopælsforhold og kan straffes med en bøde for ikke at redegøre herfor.
Såfremt der er involveret andre parter i sagen, om hvis registreringsforhold der ikke er rejst tvivl, er disse alene parter i sagen efter forvaltningslovens regler og kan således ikke under strafansvar afkræves en redegørelse til brug ved fastlæggelsen af den anden persons bopælsforhold. Parter i sagen har således en ret til at udtale sig - men ingen pligt.
3. Behandlingen af en anmodning om, at en klage tillægges opsættende virkning
Der er i CPR-lovens klageregler ikke nogen bestemmelse om opsættende virkning, og det er således de almindelige forvaltningsretlige regler for opsættende virkning, som finder anvendelse, hvis en klager anmoder om, at klagen tillægges opsættende virkning.
Det er udgangspunktet, at der ikke tillægges klager opsættende virkning.
Ved behandlingen af en anmodning om, at en klage tillægges opsættende virkning, skal der foretages en afvejning af på den ene side offentlige og privates interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen (det vil sige den faktiske registrering i CPR eller videregivelsen af oplysninger) ikke udsættes, og på den anden side arten og omfanget af den skade, klageren kan blive påført, såfremt gennemførelsen ikke udsættes, herunder om der vil være tale om en skade, som ikke eller kun vanskeligt vil kunne genoprettes. Det skal endvidere tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for klagen.
En beslutning om at tillægge en klage opsættende virkning, kan kun komme på tale, hvis der er tale om skader af en væsentlig karakter. Økonomiske interesser er normalt ikke i sig selv tilstrækkelige. F.eks. tillægges klager over afgørelser efter sociallovgivningen eller afgørelser om opkrævning ikke i almindelighed opsættende virkning. Et almindeligt ubehag eller praktiske ulemper ved, at en person i en periode er registreret på en adresse, som senere kan vise sig at være forkert, vil således som klart udgangs-punkt ikke kunne begrunde, at en klage tillægges opsættende virkning.
Der skal endvidere være en umiddelbar sammenhæng mellem kommunalbestyrelsens afgørelse og den af klageren anførte skadevirkning. I nogle tilfælde vil en klager eventuelt anføre, at skadevirkningen består i, at der vil blive truffet en afgørelse til ugunst for vedkommende på baggrund af en bopælsregistrering i CPR. Hvis denne afgørelse imidlertid træffes på grundlag af en offentlig myndigheds selvstændige sagsbehandling efter anden lovgivning, f.eks. sociallovgivningen, kan der ikke af den grund gives opsættende virkning med hensyn til bopælsregistreringen.
Det er klageren, som skal angive og dokumentere, hvilke særlige skadevirkninger vedkommende mener at blive udsat for, hvis ikke klagen tillægges opsættende virkning.
Hvis klageren fremsætter et ønske om opsættende virkning, inden kommunalbestyrelsen har foretaget sin genvurdering, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til spørgsmålet. Hvis klageren fremsætter sit ønske på et tidspunkt, hvor sagen er genvurderet og videresendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, er det ministeriet, som skal tage stilling til spørgsmålet. Der vedlægges som eksempel en anonymiseret afgørelse.
4. Forståelsen af begrebet 'kort ophold' i CPR-lovens § 24, stk. 2
Når det efter CPR-lovens § 24, stk. 1, skal afgøres, hvorvidt en person skal registreres udrejst af landet ved ophold i mere end 6 måneder i udlandet, skal man være opmærksom på, at korte besøg her i landet ikke afbryder det samlede ophold i udlandet, jf. § 24, stk. 2. Heraf følger, at der skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt eventuelle ophold her i landet er af en sådan varighed, at udlandsopholdet afbrydes. Det kan ikke kræves, at opholdet her i landet skal opfylde indrejsebetingelsen i § 16, stk. 1, således at opholdet her i landet skal vare over 3 måneder. I stedet skal de(t) forudgående udlandsophold vurderes i forhold til længden af opholdet her i landet og formålet med opholdet. Er der tale om skiftevise ophold i udlandet og her i landet, skal man vurdere de enkelte ophold i forhold til hinanden og i forhold til den samlede opgørelsesperiode. Der vedlægges som eksempler to anonymiserede afgørelser.
Med venlig hilsen
Henrik Høigaard"
Download "Bilag.pdf" her