Fejl i fødedato

Personer - både danske og udenlandske statsborgere - der er registreret i Det Centrale Personregister (CPR), kan søge om at få ændret deres fødedato i CPR og dermed også deres personnummer, såfremt der er en fejl i den registrerede fødedato.

For at myndigheden kan tildele et nyt personnummer, skal der foretages en vurdering af grundlaget herfor. Dette kræver som udgangspunkt, at ansøgeren kan fremlægge dokumentation for, at den ønskede fødedato er korrekt.

For ikke-nordiske statsborgere skal vurderingen af fødedatoen foretages af udlændingemyndighederne. Vurderingen af fødedatoen skal for nordiske statsborgere foretages af Social- og Indenrigsministeriet.

Hvis ansøgeren er et mindreårigt barn, kan barnets forældre eller værge ansøge på barnets vegne. For børn og ganske unge henledes opmærksomheden på muligheden for at få foretaget en aldersvurdering af Retslægerådet eller Retsmedicinsk Institut. Der henvises til det herom anførte nedenfor.

Født i udlandet

Danske og øvrige nordiske statsborger

Hvis du er dansk statsborger og født uden for Danmark, skal en ansøgning om ændring af din fødedato i CPR sendes skriftligt til Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor. Tilsvarende gælder nordiske statsborgere i øvrigt.

Ansøgningen skal vedlægges original dokumentation for, at den ønskede fødedato er korrekt. Fyldestgørende dokumentation kan være en original fødselsattest eller et originalt pas, som er udstedt af myndighederne i det land, hvor du tidligere har været statsborger, inden du blevet dansk statsborger. Dokumentation kan ligeledes ske i form af fremlæggelse af andre personlige originale identitetsdokumenter, der underbygger din ansøgning, eksempelvis et id-kort eller en udskrift fra et civilstandsregister.

Originaldokumenterne skal som altovervejende udgangspunkt være Apostille-påtegnede eller legaliserede. Det er dig selv, der skal sørge for dette. Legalisering er en bekræftelse af, at underskriften på et dokument kommer fra en person, som arbejder eller har arbejdet hos den pågældende myndighed. Læs nærmere om legalisering og Apostille-påtegning i nedenstående vejledning om bekræftelse af dokumenters ægthed. Når dokumenterne er Apostille-påtegnede eller legaliserede, skal de oversættes til dansk, et af de øvrige nordiske sprog eller engelsk.

For børn og ganske unge, som ikke kan fremlægge dokumentation for den ønskede fødedato, vil en ændring af den registrerede alder i CPR i nogle tilfælde også kunne ske, hvis Retslægerådet ud fra en lægelig vurdering kan fastslå, at den oprindeligt registrerede fødedato er forkert. Du skal selv afholde udgifterne til evt. undersøgelser. Nærmere information om Retslægerådets inddragelse i sager om ændring af fødedato i CPR kan fås ved at kontakte CPR-kontoret.  

Ministeriet vil sædvanligvis have behov for at indhente yderligere oplysninger om din fødedato, både fra dig selv og fra andre offentlige myndigheder. Når sagen er tilstrækkeligt oplyst, vil ministeriet foretage en konkret vurdering af samtlige oplysninger i sagen.

Sager om ændring af fødedato vil derfor ofte strække sig over flere måneder. Ministeriet har ikke mulighed for at oplyse mere præcist om sagsbehandlingstiden, da det afhænger af den konkrete sag. Hvis du ønsker yderligere information, kan du rette henvendelse til CPR-kontoret på telefon 72 26 97 33 eller via e-post til cpr@cpr.dk.

Du kan sende din ansøgning med digital post eller med fysisk post til CPR-kontorets adresse: 

CPR-kontoret
Holbergsgade 6
1057 København K

Det anbefales, at fysiske originale dokumenter fremsendes som anbefalet post.

Klik her for at læse nærmere om, hvordan du sender sikker digital post til CPR-kontoret. 

 

Udenlandske statsborgere

Hvis du er udenlandsk statsborger og har fået meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen, skal du sende en ansøgning til Udlændingestyrelsen, hvis du ønsker at få den registrerede fødedato i CPR ændret.

Din ansøgning skal vedlægges dokumentation. Det kan eksempelvis være en fødselsattest, et nationalitetspas, en civil- eller folkeregistreringsattest eller andre personlige identitetsdokumenter, der underbygger din ansøgning. Dokumenterne skal gerne være Apostille-påtegnede eller legaliserede, men det er ikke et krav. Læs nærmere om legalisering og Apostille-påtegning i nedenstående vejledning om bekræftelse af dokumenters ægthed.

For børn og ganske unge, som ikke kan fremlægge dokumentation for den ønskede fødedato, vil en ændring heraf i nogle tilfælde også kunne ske, hvis Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, ud fra en lægelig vurdering kan fastslå, at den oprindeligt registrerede alder er forkert. Hvis du anmoder om indhentelse af en lægelig vurdering fra Retsmedicinsk Institut, skal du selv afholde udgiften til evt. lægelige undersøgelser.   

Hvis du har spørgsmål til, hvordan du ansøger Udlændingestyrelsen om en ændring af din fødedato, eller til Udlændingestyrelsens behandling af din ansøgning, skal du kontakte Udlændingestyrelsen.

Klik her for at komme til Udlændingestyrelsens kontaktinformationer.

Klik her for at finde yderligere information om, hvordan du kan ansøge Udlændingestyrelsen om ændring af din fødedato i CPR.

 

Adopterede

Hvis du er adopteret fra udlandet til Danmark, skal du rette henvendelse til Ankestyrelsen, hvis du mener, at du er registreret med forkert fødedato i CPR.

Hvis den registrerede fødedato skyldes en fejl i de oplysninger, som strammer fra afgiverlandet, kan fødedatoen som udgangspunkt ændres, hvis afgiverlandet anerkender, at den officielle fødedato er fejlagtig og accepterer den dato, som du ønsker registreret i stedet.

Hvis ændringen af en fødedato understøttes af dokumentation fra afgiverlandet, vil styrelsen så vidt muligt kræve, at dokumentet legaliseres. Læs nærmere om legalisering i nedenstående vejledning om bekræftelse af dokumenters ægthed.

Ankestyrelsen kan i nogle tilfælde, når det drejer sig om børn eller helt unge, også ændre en registreret fødedato på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet, som afgiver udtalelser i sager, hvor der er en formodning for, at et barns alder skal ændres med mere end tre måneder. Du skal selv afholde udgifterne til evt. undersøgelser.

Klik her for at finde yderligere information, herunder kontaktinformationer på Ankestyrelsen.

 

Bilag

 

Vejledning om bekræftelse af dokumenters ægthed

Alle udenlandske dokumenter, som forelægges CPR-kontoret i forbindelse med en anmodning om ændring af fødedato, skal som altovervejende udgangspunkt Apostille-påtegnes eller legaliseres og derefter oversættes til dansk, engelsk eller et af de nordiske sprog.

 

Apostille-påtegning

Danmark har i januar 2007 tiltrådt Apostille-konventionen. Apostille-konventionen indebærer, at udenlandske offentlige dokumenter i stedet for at skulle legaliseres skal forsynes med en særlig bekræftelsespåtegning, den såkaldte apostille, der reelt er en legalisering. Den særlige bekræftelsespåtegning skal i modsætning til, hvad der gælder for legalisering, ikke som sidste led påføres af den diplomatiske eller konsulære repræsentation for det fremmede land, hvor dokumentet skal bruges, men skal ske af vedkommende nationale myndighed efter konventionens regler om meddelelse af apostille.

Eksempler på lande, der har tiltrådt Apostille-konventionen, er samtlige EU-lande, Australien, Norge, Schweiz, USA, og New Zealand. Du kan finde listen med samtlige Apostille-lande på Haagerkonventionens hjemmeside, som du kan tilgå gennem Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk.

Kun hvis det pågældende land ikke har underskrevet Apostille-konventionen, er det nødvendigt med en legalisering ved den stedlige danske repræsentation.

 

Legalisering af dokumenter

Der er etableret et internationalt samarbejde om fremlæggelse af dokumentation for, at et udenlandsk dokument er ægte. Dette samarbejde kaldes ”legalisering”.

Legalisering er en bekræftelse af, at underskriften på et dokument stammer fra en person, som arbejdede hos den myndighed, der har udstedt dokumentet, og at denne person havde ret til at udstede det pågældende dokument.

Formålet med legalisering er at dokumentere både ægtheden af et dokument og underskriverens kompetence til at udstede dokumentet. Der er ikke tale om en bekræftelse af et dokuments indhold.

Et dokument er kun legaliseret, når det indeholder en ubrudt kæde af underskrifter, der typisk ser således ud:

 

  1. Det originale dokument med underskrift eller en original genpart eller udskrift, der er bekræftet af den myndighed, der har udstedt det originale dokument.
  2. Den myndighed, der er overordnet for den udstedende myndighed, bekræfter underskriften på dokumentet. Det er typisk det ministerium, hvorunder den udstedende myndighed hører.
  3. Den overordnede myndigheds underskrift bekræftes af det pågældende lands udenrigsministerium.
  4. Udenrigsministeriets underskrift skal bekræftes af den stedlige danske repræsentation; oplysninger om danske repræsentationer findes på www.um.dk.

 

Disse bekræftelser skal anføres direkte på det originale dokument eller på en original genpart eller udskrift af dokumentet.

Vær opmærksom på, at legalisering forudsætter, at der findes en dansk repræsentation, der kan bekræfte underskriften fra de udenlandske myndigheder (f.eks. en ambassade eller et konsulat i det pågældende land). I nogle tilfælde vil legalisering også kunne ske ved sideakkreditering eller hos andre landes ambassader eller konsulater mv., som Danmark har indgået et samarbejde med.

Danske ambassader og konsulater i udlandet

De danske repræsentationer i udlandet kan vejlede nærmere om proceduren for legalisering i det pågældende land.

Du kan finde adresser på danske ambassader og konsulater i udlandet på Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk.